Teak og palisander: danske møbler fra 1950 til 1970, og hvordan du kender de gode

Mellem 1950 og 1970 blev der fremstillet flere hundrede tusinde teakmøbler i Danmark, på fabrikker i Jylland og på Fyn, og de blev eksporteret til hele verden. De fleste af dem står stadig i danske hjem eller i genbrugsbutikker, og priserne spænder fra 300 kroner for et sofabord til flere hundrede tusinde for et navngivet skab. Den store forskel i pris handler mindre om kvaliteten, end man skulle tro, og mere om, hvem der tegnede, og hvem der byggede.

Hvorfor teak

Teak kom til Danmark i stor mængde efter anden verdenskrig, da store mængder tømmer fra Sydøstasien blev frigivet. Det var billigt, det var holdbart, det var let at bearbejde, og det havde en varm, gylden farve, der passede til de lyse stuer, man byggede. De danske snedkerier og møbelfabrikker, der indtil da havde arbejdet i eg, bøg og mahogni, skiftede på få år. Fra midten af 1950erne var teak det normale, og det blev det ved med at være, til priserne steg sidst i 1960erne, og eg og palisander overtog.

Teak og palisander: forskellen

Teak er gyldenbrun, bliver mørkere med alderen og har en ensartet, lidt fedtet overflade med lige årer. Palisander, som på den tid mest var brasiliansk palisander, er mørkere, mere rødbrun til næsten sort, med voldsomme, uregelmæssige årer og en hårdere, blankere overflade. Palisandermøbler var dyrere, da de var nye, og de er det stadig. Siden 1992 er handel med brasiliansk palisander reguleret, og møbler fremstillet før da må sælges, men der kan kræves dokumentation ved eksport ud af EU.

De fleste teakmøbler er finerede: et lag teak på to til tre millimeter oven på en kerne af spånplade eller krydsfiner. Det er ikke en fejl. Finering var den måde, man fik lige, stabile plader på, og en fineret teakplade fra 1960 er stadig plan i dag. Massiv teak ses i stolestel, bordben, kanter og de dyreste møbler.

Sådan ser du kvaliteten

Vend møblet om. Gode fabrikker, Fritz Hansen, France & Søn, Sibast, Vejle Stole- og Møbelfabrik, Søborg, Omann Jun, Dyrlund og mange flere, satte et stempel, et brændemærke eller en metalplade under eller bag på. Danske Møbelfabrikanters Kontrol satte et ovalt mærke på møbler, der opfyldte deres standard. Et mærke gør møblet lettere at sælge, men fravær af mærke betyder ikke, at det er dårligt. Mange små snedkerier mærkede aldrig noget.

Kig derefter på samlingerne. Skuffer med sinker i massivt træ, skuffebunde i krydsfiner frem for masonit, bagklædning i finer frem for hårdpap, og ben, der er sat i med gevindtap og møtrik frem for skruet direkte i pladen. Åbn en skuffe halvt, og slip den: den gode glider stille ind af sig selv.

Og kig på fineren i strejflys. Bobler, løse kanter og slidte hjørner, hvor spånpladen er synlig, trækker værdien ned, og det er dyrt at få lagt om, fordi ny teakfiner ikke matcher den gamle i farve.

Hvad der er værd at eje

Det, der holder værdien, er stole, fordi folk altid mangler stole, og skrivebordet, fordi det passer i nutidens hjemmekontor. Reoler i systemer, hvor hylderne kan flyttes, sælges hurtigt. Det, der er svært at sælge, er de store skænke på 2,5 meter, de lave sofaborde på 1,6 meter og alt det, der er bygget til stuer, der var større end nutidens.

Men det er også her, de gode køb ligger. En velbygget skænk i teak fra 1962 uden navn koster i 2026 typisk 2.000 til 5.000 kroner, og den er lavet bedre end det meste nye til 20.000.

Pleje

Teak skal olieres, ikke lakeres. En gang om året, oftere ved vinduer med sol: vask med lunkent vand og lidt brun sæbe, lad tørre, slib let med korn 320 eller en fin slibesvamp, kun i træets retning, og påfør teakolie i et tyndt lag med en klud. Tør overskud af efter et kvarter, ellers bliver overfladen klistret. Nye ringe efter kopper og glas fjernes som regel med samme behandling, dybe ringe kræver en let afslibning med korn 240 først.

Palisander behandles på samme måde, men tåler mindre slibning, fordi fineren er tyndere, og fordi den mørke farve let bliver plettet, hvor der er slebet for meget.

Et teakmøbel, som nogen har lakeret i 1980erne, kan bringes tilbage, men det er et større arbejde: lakken skal af med kemisk afrenser, ikke slibning, og det er en opgave, man typisk overlader til et møbelværksted, hvis møblet er værd at redde.

Det, du ikke skal købe

Teakmøbler fra 1970erne, hvor fineren er så tynd, at den er slebet igennem på kanterne. Møbler, hvor ben eller greb er skiftet til noget nyere. Møbler, der lugter af røg i en grad, hvor det ikke går væk ved udluftning. Og møbler, der sælges som “dansk design” uden navn, til navnepriser. Det er ikke navnet, der gør dem gode, men det er navnet, du betaler for.