Maling af gamle møbler: linolie, kalkmaling og det, der går galt

Det er let at male et gammelt møbel og svært at male det rigtigt. Forskellen ses ikke den dag, malingen er tør, men fem år efter, når malingen enten er blevet en del af møblet eller sidder som et lag plast, der skaller. Her er, hvad der hører til hvad, og hvad der går galt.

Først: må møblet males?

Et møbel, der oprindelig var malet, må males igen. Det gælder bondemøbler i fyr fra 1700- og 1800-tallet, de malede køkkenmøbler fra 1900 til 1950, og de fleste møbler i blødt træ, som aldrig var ment til at ses nøgne. Et møbel, der oprindelig var poleret, olieret eller lakeret, i mahogni, nød, eg, teak eller palisander, må som udgangspunkt ikke, for maling på fint træ fjerner møblets værdi, og den kan ikke tages af igen uden at tage overfladen med.

Reglen er altså ikke “gammelt må ikke males”, men “mal det, der var malet, med det, det var malet med”.

Linoliemaling

Linoliemaling er pigment rørt op i kogt linolie, og det var det, man malede møbler, døre og vinduer med indtil omkring 1950. Den trænger ind i træet frem for at ligge oven på det, den bliver hårdere med årene, og den ældes ved at blive mat og slidt, ikke ved at skalle. Det er den, man bruger på bondemøbler, gamle køkkenskabe og alt, der skal ligne sig selv om 30 år.

Den kræver tre ting. Et tyndt lag, påført med en stiv pensel og strøget ud, til der næsten ikke er noget tilbage, for et tykt lag linoliemaling tørrer aldrig helt og rynker. Tid: et til to døgn mellem lagene ved 20 grader, længere i kulde og fugt, og den må ikke males udendørs i oktober. Og tålmodighed: første lag grundes med linoliemaling fortyndet med terpentin eller en linoliegrunder, derefter to lag ufortyndet. Pensler renses i sæbevand, ikke terpentin, og klude med linolie lægges i vand eller brændes, fordi de kan selvantænde.

Kalkmaling og kaseinmaling

Kalkmaling, kalk og pigment i vand, blev brugt på vægge og på simple møbler i udhuse. Den giver en helt mat, stenagtig overflade og hæfter kun på sugende, ubehandlet træ eller på gammel kalkmaling. Den tåler ikke vand og ikke slid, og den smitter af, medmindre den fikseres med voks eller fortyndet linolie. Den er rigtig på en kiste, der skal stå i en entré, og forkert på et spisebord.

Kaseinmaling, lavet på ostestof og kalk, var den fine udgave: lidt mere slidstærk, stadig mat, og den hæfter bedre. Begge sælges i dag færdigblandede, og begge egner sig til bondemøbler, der skal have den tørre, matte overflade, originalerne havde.

Det, der går galt

Den første fejl er at male oven på gammel, løs maling. Alt, der skaller, skal af, resten slibes mat med korn 150 til 180, og møblet vaskes med grundrens og tørres. Ny maling på løs maling skaller sammen med den.

Den anden fejl er at bruge moderne akryl- eller plastmaling på et møbel, der var linoliemalet. Akryl hæfter dårligt på olieholdige underlag, og selv når det hæfter, ældes det forkert: det bliver ikke slidt og mat, det bliver blankt og revner i flager, og det ser ud som det, det er, plast på et gammelt møbel.

Den tredje fejl er at afrense et malet bondemøbel til træet. Under den gamle maling er der som regel fyrretræ med knaster og mærker, som aldrig var ment til at ses, og den originale maling, med sin krakelering og sit slid, var det eneste, der gjorde møblet til noget. Vil man have et nøgent fyrretræsmøbel, skal man købe et, der var nøgent fra starten.

Den fjerde fejl er farven. Gamle bondemøbler var malede i jordfarver: engelsk rød, okker, umbra, kridtgrøn, blågrå. Nutidens hvide og lysegrå kulør på et møbel fra 1820 er ikke forkert, men det er et nyt møbel med en gammel krop, og det bør man vide, før man gør det.

Patina på ny maling

Det kan ikke laves overbevisende, og de fleste forsøg, slid med sandpapir på hjørnerne, mørk voks i revnerne, ser ud som det, de er. Hvis du har malet et møbel med linoliemaling og vil have det til at ligne gammelt, så brug det i tyve år. Det virker hver gang.